Melorme er måske et af de mest kendte foder-insekter. Melormens videnskabelige navn er Tenebrio molitor. På denne side kan du både købe melorm og fodermedie.

Bemærk, at vi høster, renser og sorterer melormene umiddelbart før afsendelse. Læs mere om melormen nederst på siden.

Melorme kan købes overalt

Melorme kan købes hos de fleste dyrehandlere og i mange netbutikker. Det er trods alt et af de mest brugte foderinsekter overhovedet.

Den helt primære årsag til populariteten er utvivlsomt, at melormen er det absolut billigste foderinsekt på markedet. Derudover kan de opbevares på køl, og tåler at gå længe uden nævneværdig fodring. Det medvirker alt sammen til, at forhandlere kan holde prisen helt i bund.

Køber du melorme i store mængder?

Hvis du har mange fugle eller store hobbydyr, der kan æde sig igennem kilovis af melorme på kort tid, anbefaler vi, at du finder en god lokal leverandør. Her kan du sikkert på fast basis afhente nogle kilo til en skarp pris. I en sådan situation er du nødt til at have fokus på prisen – ellers løber pengekassen hurtigt tom.

Køb billige melorme lokalt

Billige melorme købes bedst hos en lokal “pusher”.

Selvfølgelig er du også altid velkommen til at købe melormene hos InsektOrama. Sagen er dog, at vi hverken kan eller vil konkurrere på engros-priser og den kvalitet, der naturligt følger deraf. Vi kræser lidt mere om produktet, og prisen bliver derfor en lidt anden.

Køb melorme hos InsektOrama

Hvis du omvendt har et mere moderat forbrug af melorme, f.eks. til et mindre dyrehold, er InsektOrama til gengæld et godt bud på en leverandør.

Vi gør lidt ekstra ud af at lave sunde foderdyr ud af larverne. De står ikke på køl, men fodres løbende og varieret med både tørfoder og frugt/grønt. Vi høster melormene samme dag de afsendes, og de er typisk fremme hos dig i løbet af 24 timer.

Inden afsendelse sørger vi også for en grundig rensning og sortering, hvor alle døde og svagelige sorteres fra. Også melorme, der er tæt på forpupning sorteres fra.

Melormene sælges kun efter vægt

I USA er det ret udbredt at sælge melorme efter antal. I Danmark sælges melorme dog altid efter vægt, og det gør vi også hos InsektOrama.

Tenebrio molitor sælges i afvejede portioner

Melormene sælges kun efter vægt.

Hvis du har brug for et estimat af antallet af larver, kan du dog som en meget grov tommelfingerregel regne med, at der går ca. 10 larver på et gram. Antallet varierer selvsagt i forhold til, hvor store larverne er, men 10 stk/g er et godt bud.

Melormene taber sig under transporten

Inden afsendelse vejer vi dine bestilte melorme af, og sender typisk en smule ekstra med for en sikkerheds skyld.

Du er altid velkommen til at kontrolveje en leverance, men vær opmærksom på, at insekter taber i vægt under transport. Vægttabet skyldes hovedsagelig væskefordampning, men tarmen tømmes også delvist.

Melormen taber sig lidt under transport

Transport medfører altid et vist vægttab hos melormene.

Inden en kontrolvejning, bør du derfor lige fodre melormene med vådt og tørt. Giv dem et døgns tid, så de får en chance for at genvinde det tabte. De kan i nogle tilfælde tabe adskillige procent i vægt under forsendelse.

Melormens navngivning og taksonomi

Melormen har fået sit navn, fordi den mest af alt er kendt som et skadedyr i opmagasineret mel og andre kornprodukter. På engelsk kaldes den også af nogle for yellow mealworm, hvilket selvfølgelig hentyder til dens gullige farve.

Taksonomi og familieforhold

Det videnskabelige navn er Tenebrio molitor. Rent taksonomisk hører den til skyggebillefamilien (Tenebrionidae) under slægten Tenebrio med artsnavnet molitor.

Den er dermed i familie med Zophobas-larven (kæmpemelormen), selv om melormen er meget mindre.

Melorm i sammenligning med kæmpemelorm

Melormen (nederst) sammen med en Zophobas-larve.

Ganske mange har lidt svært ved at kende forskel på de to i daglig tale, desværre.

Det ville nok være lettest for alle, hvis man kunne blive enige om at kalde melormen for melorm, og den store for Zophobas-larve. Men sådan er der så meget.

Der findes også en tredje “melorm”

I hobbyen findes der faktisk også en lillebror til de to førnævnte, nemlig buffalo-larven, som kun bliver halvt så stor som melormen. Det skaber heldigvis ikke så meget navneforvirring på dansk.

I de engelsktalende lande har de dog endnu flere problemer, for der benævnes buffalo-larven nemlig ofte lesser mealworm (mindre melorm).

Hormonbehandlede melorme

Den almindelige melorm KAN faktisk blive næsten lige så stor som en Zophobas-larve, hvis man tager unaturlige metoder i brug. Det foregår heldigvis ikke i Danmark (os bekendt), men metoden anvendes i bl.a. USA.

Her giver man melormene en speciel hormonbaseret insektgift, som gør dem ude af stand til at forpuppe sig og blive til biller.

Giften er egentlig udviklet til at gribe ind og afbryde insekternes videre forplantning, og det virker naturligvis efter hensigten, når larverne aldrig udvikler sig til yngledygtige biller. Giften kendes bl.a. fra loppemidler til hunde og katte.

Propan-2-yl (2E,4E)-11-methoxy-3,7,11-trimethyldodeca-2,4-dienoate

Molekylær afbildning af giftstoffet.

Bivirkningen er, at larverne så blot fortsætter med at æde, til de bliver unaturligt store. Salg af agn eller fiskemadding er en stor industri i USA, og producenterne bruger denne fidus til at lave større larver på en billig måde. De kalder selv resultatet for “giant mealworms”.

Den samme betegnelse bruges nogle gange også om Zophobas-larver, så her skal du altså lige være opmærksom på risikoen for forveksling, hvis du læser amerikansk litteratur om melorme.

 

Go to Top