Dubia-kakerlakker – den ultimative oversigt
Dubia-kakerlakken er et af de mest anvendte foder-insekter til eksotiske dyr og fugle. I denne artikel får du det forkromede overblik, og der er forhåbentlig svar på de fleste spørgsmål, du måtte have omkring dubia-kakerlakker.
Dubai-kakerlakker findes ikke
Der er desværre rigtig mange, der fejlagtigt bytter om på bogstaverne “a” og “i”, så navnet bliver til dubai i stedet for dubia. Årsagen er i nogle tilfælde fejlagtige rettelser fra stavekontrollen eller simpelthen bare en regulær stavefejl.
MEN der er desværre også rigtig mange, der reelt har fået den opfattelse, at kakerlakken hedder “dubai-kakerlak”, og derfor bruger dette fejlagtige navn helt konsekvent.
Dubai er navnet på den største by i de Forenede Arabiske Emirater, og der er absolut ikke den fjerneste forbindelse mellem byen og kakerlakkerne – ud over at navnene åbenbart kan forveksles. Klimaet i Dubai er alt for varmt og tørt til, at dubia-kakerlakken kan leve naturligt i området, så de findes slet ikke på de kanter.
Hvis du selv er dubai-typen, er der hermed en opfordring til at få rettet op på denne forveksling. Det er også en rigtig god idé at påtale det, hvis andre har fået navnet galt i halsen. Fejltagelsen er nemlig selvforstærkende på grund af teknologiens automatiske tilpasninger (ved f.eks. stavekontroller, google-søgninger og lign.).
Desto flere, der bruger det forkerte navn, desto mere vil teknologien insistere på, at dubai-kakerlakker virkelig findes.
Dubia-kakerlakkens taxonomi og navngivning
Taksonomi
Dubia-kakerlakken hører til insekt-ordenen Blattodea, hvor alle kakerlakker og termitter hører til. For de fleste vil det nok være lidt overraskende, at kakerlakker og termitter hører til samme orden.
Det er da også noget ret nyt, for de to typer af insekter blev først officielt slået sammen til én orden i 2018. Først her fandt man det endegyldigt bevist, at de to typer af insekter er beslægtede. Indtil da havde man troet, at termitterne var i familie med myrer, som de på mange måder minder meget om.
Man mener, at en gren af kakerlakkerne for 150 millioner år siden begyndte at udvikle sig til termitter. Der er løbet meget vand i åen siden da, og i dag kan det være svært at se nogen familie-lighed mellem de to. Men der er altså stadig en del biologisk fællestræk:
Bl.a. er kakerlakker delvist sociale, kan genkende beslægtede artsfæller og er i stand til at “kommunikere” – akkurat som termitter. Der er dog også andre mere tekniske ligheder, som har overbevist forskerne om deres famileskab.
Dubia-kakerlakkernes taxonomiske familie er Blaberidae, som også populært kaldes for kæmpekakerlakker. I samme familie finder vi flere af de andre kendte foder-kakerlakker, herunder dødningehoved-kakerlakker, hvæsende kakerlakker og den flotte grønne banankakerlak.
Sjov navngivning af dubia-kakerlakken
Dubia-kakerlakken blev første gang opdaget i 1838 af den franske entomolog Jean Guillaume Audinet-Serville. Han var egentlig specialist i græshopper og fårekyllinger, men faldt tilfældigvis over denne nye kakerlak-art.
Han var klar over, at den rent taxonomisk skulle tilhøre slægten Blaptica, men var mere i tvivl om artsbestemmelsen. Derfor fik den navnet dubia, som er latin, og betyder “tvivl”.
Den lidt spøjse navngivning har hængt ved lige siden, så kakerlakken hedder stadig Blaptica dubia.
Kakerlakkens populær-navne
Det mest bruget navn herhjemme er uden tvivl dubia-kakerlak, men nogle bruger dog også navnet argentinsk kakerlak. Sidstnævnte hentyder selvfølgelig til, at dubia-kakerlakken er naturligt hjemmehørende i området omkring Argentina, dvs. Central- og Sydamerika.
I udlandet bruges også nogle gange det udvidede tilnavn argentinsk skov-kakerlak (Argentinian wood roach), hvilket hentyder til, at disse kakerlakker mest findes i skovområderne (dubia er ikke en skadedyrs-kakerlak, der trives i urbane områder).
Af andre udenlandsk populærnavne kan bl.a. nævnes orange-spotted roach. Tilnavnet antyder, at kakerlakken har orange pletter, men det er lidt en tilsnigelse. Der hentydes selvfølgelig til de orange striber, som den voksne hun-kakerlak kan have. Striberne kan dog variere en del fra kakerlak til kakerlak, og de er ikke altid fremtrædende.
Af og til ses også tilnavnet Guyana spotted roach i udenlandsk litteratur. Navnet hentyder til landet Guyana, som ligger i det nordlige Sydamerika.
Ku’ du li’ artiklen?
Hvis du er blevet lidt klogere på dubia-kakerlakker, er der kun én ting at sige: Yay! Vi har lagt rigtig mange ressourcer i at samle, udarbejde og præsentere informationen på en let tilgængelig måde.
Artiklen vil løbende blive udvidet mere flere informationer – der er SÅ meget mere at sige om dubia-kakerlakker. Hvis du har forslag til rettelser eller udvidelse af artiklen, hører vi meget gerne fra dig. Kontakt os her.
Del gerne, eller link hertil
Du er mere end velkommen til at dele eller linke til denne artikel – det ville glæde os meget! Der er helt sikkert andre derude, der kunne bruge mere information om dubia-kakerlakken.
Link evt. direkte til specifikke afsnit
Hvis du har brug for at linke til et specifikt afsnit, er det også supernemt. Find først den aktuelle overskrift i indholdsfortegnelsen i begyndelsen af artiklen.
Klik på overskriften, hvorefter du automatisk hopper direkte til det ønskede afsnit. Adresselinjen i browseren vil nu vise det link, du kan bruge, hvis du vil dirigere andre direkte til afsnittet.