Finmasket insekt-net, aluminium, maskestr. 1,5 mm

Finmasket insekt-net, aluminium, maskestr. 1,5 mm

kr. 49.00kr. 248.00

Relativt stift og finmasket insekt-net i aluminium. Let at arbejde med, og kan klippes til med en almindelig saks. Maskestørrelsen er ca. 1,5 mm, og nettet fås i flere dimensioner.

Varenummer (SKU): N/A Kategori:

Beskrivelse

Nedenfor finder du en nærmere beskrivelse af aluminiums-nettet samt tips og tricks til håndtering og anvendelse. Kontakt os gerne for tilbud, hvis du har brug for større stykker i metermål.

Indholdsfortegnelse

Finmasket metalnet med flot finish

I modsætning til de billige trådnet er dette net født med en flot finish i rå aluminium. Vævningen er helt ensartet, og den forskubber sig ikke så let.

Med maskestørrelse på ca. 1,5 mm er nettet i kategorien “fluenet”, som bl.a. benyttes til afdækning af vinduer, døre, ventilationsåbninger mv.

Insektnet i aluminium

Aluminiums-nettet er også yderst velegnet til konstruktion af insektbokse, terrarier og lignende. Af oplagte fordele kan bl.a. nævnes:

  • rustfrit materiale
  • flot ensartet finish
  • nem bearbejdning
  • stor holdbarhed
  • effektiv insekt-barriere

Kvalitets-insektnet letter arbejdet

Hvis du har lidt gør-det-selv i maven, har du måske allerede prøvet de billige metalnet og fluenet, der kan købes i de fleste byggemarkeder. Prisen er god, men problemet er, at mange af de tynde net er rigtig svære at arbejde med. De er “skøre”, og buler og bugter sig uregerligt.

Dermed er det næsten umuligt at lave et flot resultat, og det kan være frustrerende, hvis du er den mindste smule perfektionist. Den slags problemer får du heldigvis ikke med denne type trådnet, som er mere stift og let at arbejde med. Det er næsten som et stykke meget tynd aluminiumsplade.

Zoom på trådvæv

Aluminium er stærkt nok til, at insekter ikke kan bide igennem, men samtidig er det superlet at arbejde med. Få tips til håndtering nedenfor.

Tips til håndtering af nettet

Undgå skarpe knæk og buler

Hvis du gerne vil opnå en flot finish og en helt plan overflade på metalnettet, er det vigtigt at være forsigtig under håndteringen. Et skarpt knæk eller en stor bule er svær at rette ud igen, så det ikke kan ses efterfølgende.

I forbindelse med pakning og afsendelse sørger vi selvfølgelig for at håndtere nettet forsigtigt og omhyggeligt, så du altid får fejlfri stykker uden buler og knæk.

Klipning af nettet

Det finmaskede aluminiumsnet klippes bedst med en helt almindelig køkkensaks. Da maskestørrelsen kun er omkring 1,5 mm, kræver det lidt fokus, hvis du ønsker et præcist snit, der følger vævningen. En god belysning på arbejdsbordet gør det heldigvis meget lettere.

Finmasket metalnet klippes med saks

Alternativt kan du bruge en rulleskærer eller en hobbykniv. Sidstnævnte kræver dog, at du skærer langs en lineal, som er godt presset ned mod nettet. Hos InsektOrama har vi bedst erfaring med saks, der efterlader den pæneste finish på begge sider af snittet.

Vinkler og bøjninger

Det er let at lave en permanent bukning af nettet: Brug f.eks. en bordkant og nogle trælister, så bukningen bliver pæn og lige.

Bukning af finmasket metalnet

Bukning af trådnet.

Nettet kan også sagtens bukkes mellem fingrene, men du vil ikke kunne opnå en pæn og lige bukkevinkel uden brug af hjælpemidler.

Metalnet leveres svagt buet

Stort set alle typer af metalnet produceres og opbevares i store ruller. Derfor vil en stykke net typisk altid bue ganske svagt, og det gælder også for dette aluminiums-net.

Typisk svagt buet net-facon.

I praksis er det heldigvis sjældent et problem. Et ganske let træk i nettet får det til at rette sig ud. Normalt vil du derfor sagtens kunne opnå en flot “flad” finish på dit projekt.

Hvis du har brug for et stykke net, der naturligt ligger helt fladt på bordet, kan det bløde aluminium heldigvis rettes ud ved opvarmning.

Varm ovn

Varme løsner spændingerne i metallet.

Læg nettet på en plade i ovnen et par minutter ved 250 grader, og problemet er løst. Varmen løsner op for spændingerne i metalet og retter nettet ud.

Dimensioner / bestilling

Lidt praktisk information vedr. bestilling og dimensioner:

Net på op til 30 x 100 cm

Du kan helt problemfrit bestille net i dimensionerne 30 x 30 cm og 30 x 100 cm samt pakker med “rester” – også selv om du køber andre varer.

Dimensioner større end 30 x 100 cm

Net-stykker, der er større end 30 x 100 cm kræver særlig emballage, som ikke kan bundles sammen med andre varer. Hvis du bestiller større net-stykker samen med andre varer, vil det være nødvendigt at sende to separate pakker. Vi kontakter dig for nærmere aftale omkring tillægsfragt, hvis det er aktuelt.

Køb af rester / afklip

Hvis du vælger varetypen “rester”, vil du få leveret et mix af afklippede rester i assorterede størrelser – typisk minimum 5-10 cm på den korteste led. Samlet set vil resterne svare til stykke net på minimum 30 x 100 cm, men du sparer ca. 30%. Et godt køb, hvis du skal bruge nettet til krea-hobby, små udluftningshuller og lignende.

Rester og afklip fra alu-net

Rest-stykker af net til halv pris.

Resterne er fine til f.eks. afdækning af ventilationshuller, små insektbeholdere og til kreativ hobby som kortfremstilling, dekorationer mv.

Finmasket insektnet i metermål

Hvis du har brug for større stykker end de muligheder, der er vist i shoppen, er du altid velkommen til at kontakte os for et tilbud. Aluminiums-nettet er normalt altid på lager i rullebredden 100 cm, og kan afkortes i hele meter efter ønske.

Eksempler på anvendelse

Hos InsektOrama bruger vi aluminiumsnettet til alle vores insektkasser, både internt i produktionen og i de insekt-kasser, vi sælger.

Insektkasse med finmasket aluminiums-net

Vores populære insektkasse.

Vi har konsekvent brugt dette net i tusindvis af kasser siden 2014 uden en eneste reklamation. Vi oplever da også selv i produktionen, at nettets robusthed er helt i topklasse.

Nettet er også velegnet til konstruktion af sigter til sortering af eksempelvis melorm. Små størrelser smutter igennem, mens større melorm bliver tilbage i sigten. Eller til frasigtning af medie og/eller ekskrementer, så kun melormene er tilbage.

Sigte med aluminiums-net

Meget smukt udført si-system med metalnet.

Sigten ovenfor er udført efter alle kunstens regler, men mindre kan også sagtens gøre det: Nettet kan f.eks. blot spændes ud over en træramme af nogle lister, eller limes under en bøtte med udskåret hul i bunden.

Se også vores finmaskede stålnet

Hvis du har brug for et kraftigere insektnet, har vi også finmasket stålnet. Dette metalnet har en lidt større maskestørrelse på ca. 2,7 mm, men er til gengæld udført i el-galvaniseret stål.

 

Go to Top