Hvor mange dubia-kakerlakker skal der egentlig til, for at lave en god kultur? Det er et spørgsmål, som rigtig mange stiller, men svaret er ikke umiddelbart så ligetil. I denne artikel prøver vi at give et bud på, hvordan man selv kan regne lidt på det.

Når man skal vælge den rigtige størrelse på en kultur af dubia-kakerlakker, er der mange faktorer, der spiller ind. Meget afhænger jo f.eks. af, hvor meget man forventer at skulle høste, og det er helt afgørende, hvor længe kulturen kan vente, før der skal høstes første gang. Afkastet fra kulturen afhænger også rigtig meget af, hvor godt kakerlakkerne passes helt generelt, og om man er i stand til at byde dem optimale vilkår.

Ideelle forhold er svære at opnå

En dubia-hun producerer under ideelle forhold ca. 200 nymfer om året. Ideelle forhold er imidlertid svære at opnå. Kakerlakkerne skal optimalt set gå ved en gennemsnitstemperatur omkring de 30 grader, og der må gerne være temperaturforskelle, så de selv kan regulere. Visse eksperter tilråder også en døgnrytme, så kakerlakkerne kan hvile sig i dagtimerne. Derudover skal luftfugtigheden også gerne være tilpas. Er luften for tør, trives kakerlakkerne ikke, og hamskiftet vil oftere slå fejl (så kakerlakken dør). Er luften på den anden side for fugtig, er der basis for råd og svamp i kulturen, og det kan også tage livet af dubia-kakerlakkerne.

For de fleste er det næsten umuligt at give kakerlakkerne de optimale forhold. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt! Man må bare acceptere, at produktionen så bliver mindre end den ville have været under ideelle forhold.

Dubia-kakerlakken udsættes for mange strabadser

Selv under ideelle betingelser er det langt fra alle nymferne, der når at vokse op. Nogle er syge eller misdannede fra starten, nogle er uheldige under en af de mange hamskifter under opvæksten, og man kan også være uheldig at give dem noget foder de ikke kan tåle, f.eks. et stykke frugt med en pesticidrest, der ikke blev skrubbet ordentligt af.

Og lur mig, om ikke fodringen smutter en enkelt gang imellem, så dyrene på et tidspunkt skal klare lidt sult eller tørst et par dage. Det er også svært at undgå, at der på et tidspunkt opstår lidt mug eller andet usundt i kulturen. Det kan selvfølgelig imødegås med hyppig rengøring, men det stresser på den anden side dyrene og mindsker produktionen, så det gælder om at finde en gylden middelvej.

Udgangspunkt: 50 dubia-nymfer går hele vejen

Som hos de fleste andre insekter er alle de mange strabadser også indkalkuleret i kakerlakkernes reproduktionsmønster – de får mange unger, netop fordi der skal være en chance for, at i det mindste nogle af dem overlever. Hvis vi i kulturen sørger for de bedst mulige forhold og beskytter kakerlakkerne mod rovdyr, vil vi dog alt andet lige få en større overlevelsesrate end i naturen. I denne artikel antager vi, at en enkelt dubia-hun gennemsnitligt vil være tilfreds med, at 50 nymfer hvert år når frem til voksenstadiet i kulturen. Det svarer til, at du hver uge kan ”høste” én kakerlak for hver voksen hun.

Dubia-kakerlakker bliver dog ikke lige voksne fra den ene dag til den næste – det tager dem faktisk omkring et halvt år at nå fra nymfe til produktiv voksen. Hvis du skal bruge de helt små nymfer som foder, kan du selvfølgelig godt tage dem fra med det samme, men skal du bruge mellemstore nymfer eller voksne, er du selvsagt nødt til at vente nogle måneder, indtil de når den rigtige størrelse.

Har du således brug for 25 mellemstore nymfer om ugen, skal du altså anskaffe dig 25 voksne hunner (og et passende antal voksne hanner), og derudover vente 3 måneder, før du begynder at høste fra kulturen. I den mellemliggende periode skal du så selvfølgelig ud og købe de mellemstore nymfer du skal bruge til foder.

Skab et løbende flow i kulturen

Hvis du gerne vil i gang med at høste fra kulturen fra første dag, frem for at vente nogle måneder, kan du vælge at anskaffe dig en kultur, som ud over de voksne individer også indeholder nymfer i forskellige størrelser. På den måde vil kulturen allerede fra start være i glidende produktion, så der kan høstes fra den umiddelbart.

Desværre lever de voksne kakerlakker ikke evigt. De dør som regel af alderdom efter 1-2 år, og produktionen falder naturligt hen ad vejen, efterhånden som alderen trykker. Det er derfor vigtigt, at nogle af nymferne får lov at vokse op i fred, så de kan føre generationerne videre. I regneeksemplet ovenfor blev alle nymferne høstet som foder, og det går jo ikke i længden. Man skal med andre ord sikre, at kulturen i det mindste er lidt større end det aktuelle behov for høst.

Hvis dubia-kakerlakkerne får lov til at passe sig selv, eller kulturen i det mindste får lov til at vokse, vil den med tiden producere mere end rigeligt, og til den tid vil der ikke være behov for at passe så meget på. Men opstartsfasen det første halve år er kritisk, og mange kommer til at drive rovdrift på kulturen, så den ikke kommer rigtig i gang. Det bedste råd er derfor at tænke langsigtet og kun høste i begrænset omfang de første måneder.

Hos InsektOrama.dk har vi sammensat en dubia-startpakke, som både indeholder voksne kakerlakker og nymfer i forskellige stadier, samt foder og tilbehør. Som tommelfingerregel kan du regne med, at denne kultur vil kunne gøre dig selvforsynende med foder til f.eks. 1-2 skægagamer, hvis kulturen får lov at passe sig selv de første 3 måneder. Desto før du får kulturen i gang, desto før kan du begynde at høste.