Dubia-livscyklus

Måske har du selv en kultur af dubia-kakerlakker, eller måske vil du bare gerne vide lidt mere om disse spændende insekter. I alle tilfælde er der masser af info i denne artikel om Blaptica dubia, hvor vi følger dem gennem en hel livscyklus.

I nymfe-stadierne kan det være svært at kende forskel på hunner og hanner, men så snart de bliver fuldvoksne, er der ingen tvivl. Hannerne har vinger, mens hunnerne er blanke og skinnende. Som voksne måler de omkring 4 cm i længden.

Sød musik opstår efter få dage

Efter ganske få dage som voksne, er kakerlakkerne kønsmodne. Hannerne først, og kort tid efter er hunnerne også friske. 

Et stævnemøde starter som regel med, at en han og en hun tjekker hinanden ud med følehornene. Hvis det virker lovende, vil hannen vende ryggen til og løfte vingerne som invitation til hunnen,

Og så kan hun ellers tjekke ud, om hun synes han har en go’ røv. Der er givetvis en del feromoner i luften på dette tidspunkt, men det er ikke noget, videnskaben ved ret meget om pt.

Hvis alt går vel, vil hannen gå all in, danse lidt rundt, krumme ryggen og hæve vingerne endnu mere.

I sidste ende er det dog hunnen, der styrer slagets gang. Hun skal nemlig kravle op på ryggen af hannen, hvis en parring skal komme på tale.

Man mener, at hannen udskiller nogle lækkerier på ryggen, som hunnen sætter stor pris på, og kan få lov at slikke i sig, hvis hun bestiger ham. Det kan synes som et billigt trick for at lokke hende til, men det virker.

Omvendt kan en sulten hun godt finde på at snyde sig til lækkerierne, og derefter gå sin vej uden interesse i en egentlig parring. Så man kan vel sige, at det står 1-1.

Hvis de bliver enige om at gennemføre parringen, kobler de bagkroppene sammen. Herefter drejer hunnen sig 180 grader, så de sidder sammenkoblede bagkrop mod bagkrop.

Hvordan de helt præcist hænger sammen, er man ikke 100% klar over, for de har et virvar af kroge og dingenoter, der skal passes sammen.

Selv efter at de, populært sagt, har “hooked up”, er der dog ingen garanti for succes, for nogle gange afbryder de seancen med det samme med uforrettet sag.

Men hvis alt lykkes, hænger de sammen i længere tid, og hannen får lejlighed til at overføre sæden til hunnens depoter. Sammenfletningen er ret solid, så de kan godt bevæge sig rundt som par.

Tidsrammen for en befrugtning kan variere en del. De yngre hanner “holder” som regel ikke længe – måske 15-20 minutter. De ældre erfarne kan dog klare en time eller to. Princippet lyder måske bekendt??

Om længden af parringen har betydning, vides ikke. En hun kan godt parre sig med flere hanner, og de menes også at have en vis kontrol over, hvilken sæd de benytter til den senere befrugtning af æggene.

Graviditeten

Efter parringen er hannen ude af billedet, og hunnen må selv bøvle med resten. Og meget kan gå galt. Man mener, at der i forbindelse med selve parringen kan være en vis risiko for infektion. Hvis det skulle ske, kan der opstå en såkaldt prolaps.

En prolaps kan tage antage flere former, men billedet ovenfor viser en typisk situation. En hvid betændt masse, der hænger ud fra hunnens bagparti. Situationen er som regel fatal, og hunnen vil dø i løbet af få dage. Heldigvis sker det ikke så ofte.

Hvis alt går, som det skal, vil hunnen efter noget tid begynde at danne en såkaldt æg-sæk. Hun danner den ud fra sit “æggestokke-depot”, hvor den aflange sæk gradvist skydes ud af bagkroppen, efterhånden som den dannes.

Æggene befrugtes, efterhånden som de skydes ud i æg-sækken. Hvert æg forsynes med æggeblomme, og æggene placeres i to rækker. På billedet kan man ane æg-sækkens sektioner. Hver sektion rummer to æg. Det samlede antal kan variere, men gennemsnitligt er der omkring 26 æg i alt.

Det vides ikke præcist, hvor lang tid processen tager, men formentlig mindst nogle timer – eller måske en del mere. 

Under alle omstændigheder er det et kritisk tidspunkt, for æg-sækken er udsat, og den kan knække af, hvis hunnen lider fysisk overlast i processen. Det kan f.eks. være hvis hun falder ned, eller hvis “dyrepasseren” roder for meget rundt i kulturen.

På billedet ovenfor ses sektionerne tydeligt. Æg-sækken vil normalt tage farve og blive rødbrun efter noget tid med luft-tilførsel, så dette eksemplar må være tabt relativt tidligt i processen.

Man mener også, at hunnen selv kan beslutte at abortere æg-sækken på dette tidspunkt, hvis der er knaphed på føde eller andre ufavorable vilkår. 

I hvert fald er graviditeten i denne situation afbrudt. Ungerne er tabt, og hun vil efter nogen tid påbegynde en ny cyklus.

Mange tror fejlagtigt, at æg-sækken er “lagt” med vilje, og det er for så vidt heller ikke et dumt bud. Nogle kakerlak-arter smider nemlig blot en æg-kapsel, der senere klækker med unger. Sådan er det imidlertid ikke med dubia. 

Når æg-sækken er færdigdannet, trækker hunnen den nemlig tilbage i kroppen. Men denne gang til sit “livmoder-depot”, som er en helt anden afdeling i kroppen. 

Det fylder selvfølgelig godt op, og hunnen er tydeligt større end hun var før processen. 

Æg-sækken ligger lunt og godt i livmoder-depotet resten af graviditeten, som varer omkring 2 måneder. Æggene har i forvejen en blomme, men man mener, at moren løbende tilfører yderligere væske og muligvis også næringsstoffer. 

Undervejs i graviditeten kan æg-sækken i nogle tilfælde ses midlertidig eksponeret, akkurat som ved tilblivelsen. Årsagen er ikke kendt, men en teori er, at hunnen forsøger at regulere temperatur og/eller fugtighed.  

Når æggene er færdig-“udruget”, går fødslen i gang.

Fødslen

Ungerne kommer ud på samme måde, som de kom ind: Parvist i to fine rækker.

Selve fødslen tager kun få minutter, og snart er alle ungerne ude. Man kan måske diskutere, om det reelt kan kaldes en “fødsel”, når ungerne på forhånd er udruget fra æg – lidt en gråzone.

Der kan være lidt forskel på, hvordan fødslen tager sig ud i praksis. Ungerne kan have frigjort sig mere eller mindre fra æg-sækken, før de kommer ud. Men under alle omstændigheder vil de små individer (4-5mm i størrelse) frigøre sig, og snart begynde at stå på egne ben. Efter nogle timer hærder deres skelet, så de begynder at tage farve. Deres første måltid vil være rester af blomme og æg-sæk. 

Som noget ret unikt kan dubia prale af en vis forældre-omsorg. Det er kun ganske få insekter, der udviser en sådan adfærd. Moren vil nemlig den første tid våge over ungerne, som opholder sig under eller omkring hende. I løbet af en uges tid vil ungerne dog “flyve fra reden”, og familien er opløst.

Mens hunnen passer på ungerne, benytter hun lejligheden til at komme sig over graviditeten og genopfylde reserverne med masser af føde. Så snart ungerne smutter, er hun derfor klar til en ny graviditet. Hun kan nå op til 9 graviditeter, før hun er “mæt af dage”. I praksis er 6-7 stykker nok mere realistisk.  

Dubia-kakerlakker får ikke så mange unger, sammenlignet med mange andre insekter. Men har du et passende antal hunner, løber det alligevel op. Og dubia er hårdføre, så en relativ stor del klarer sig igennem til voksenalderen, hvis de passes godt.

Opvæksten

En nyfødt dubia-kakerlak skal igennem gruelig meget, før den springer ud som voksen. Det helt primære er de syv obligatoriske hamskifter.

Som alle andre insekter har dubia ikke noget indre skelet, men derimod et ydre såkaldt exo-skelet (“exo” betyder ydre) , som holder sammen på det hele. Efterhånden som dubia’en vokser, bliver exo-skelettet til sidst for småt, og så må den krænge det gamle af, for at få plads til kroppen.

I praksis fungerer det på den måde, at det nye skelet udvikles inde under det gamle. Når det nye er klar, revner det gamle simpelthen. Det krænges af, og så er “livremmen” så at sige spændt en tak ud, så der igen er plads til at vokse.

Billedet ovenfor viser, hvordan et hamskifte foregår. Det gamle skelet flækker hen over ryggen, hvorefter det krænges af. Det nye skelet er i første omgang helt hvidt, men efter nogle timer hærder den op, så nymfen igen er grå/brun. Dog nu i en lidt større udgave.

En dubia-nymfe skal igennem syv af sådanne hamskifter, før den er voksen. Og det er ikke ufarligt. Under hamskiftet kan nymfen ikke bevæge sig, så den er et let bytte for en sulten side-kammerat. Heldigvis er dubia ikke slemme til kannibalisme, men ved sult eller tørst ligger det lige for. 

Et hamskifte kan også gå galt, hvis luften er for tør. Omvendt kan høj luftfugtighed ofte medføre svampesporer og forskellige sygdomme, så vejen til voksenstadiet er fyldt med farer.

Efter 5-6 måneder under optimale forhold, vil en del af nymferne nå voksenstadiet, og dermed er ringen sluttet – en ny generation er i gang.

Efter at have nået voksen-alderen, har en hun-kakerlak i gennemsnit udsigt til en yderligere levetid på et år til halvandet. Hannerne er mere skrøbelige, og lever knap så længe.

Hos InsektOrama opdrætter vi dubia i stor skala. Faktisk har vi så mange, at vi sælger af dem :-)

Du kan købe dem som foderdyr, eller måske endda starte din egen kultur og blive selvforsynende.

Klik her og se nærmere på mulighederne.