Hvem behøver et dansk navn, når ens videnskabelige navn er så sejt 😉

Dagens gåtur, blev stoppet ganske brat, af et vaskeægte drama på fortorvet – blot få hundrede meter fra min bopæl. En STOR hveps sad på ryggen af en stor grøn larve – og stak denne. MEN – det var ikke som forventet en stor gravehveps der her havde gang i noget, men derimod en for mig ny art. Den blev desværre forstyret og fløj højt op i et træ, inden jeg kunne nå at indsamle den til nærmere studie. Men det kan da godt undre mig voldsomt, at så stor en hveps, øjensynligt er så overset.

Jeg sammenligner gerne mine fund med Naturbasen (som blot har 16 fund af arten i Danmark) og iNaturalist (som blot har 13 fund fordelt på hele Europa). Måske er den sjælden – eller måske bliver den blot overset. Fantastisk er den i hvert fald.

Netop larven er her en fin indikation på arten af hveps, da Callajoppa er parasitære fødespecialister og KUN parasiterer på larver af aftensværmere (Sphingidae) (Sime & Wahl, 2002)

27. juli 2021 – Næstved

Sime, K.R. & D.B. Wahl. 2002. The cladistics and biology of the Callajoppa genus-group
(Hymenoptera: Ichneumonidae, Ichneumoninae). Zool. J. Linn. Soc., 134: 1-56.