Der findes over 2000 arter af fårekyllinger, hvoraf kun et par stykker optræder naturligt i Danmark. Især tre arter er meget udbredte blandt terrarie-folket, og vi ser i denne artikel nærmere på fordele og ulemper ved disse arter.
De tre arter der mest bruges som foder-insekter er steppefårekyllingen Gryllus assimilis, husfårekyllingen Acheta domesticus og den sorte markfårekylling Gryllus bimaculatus.
Hus-fårekyllingen har traditionelt været den mest brugte, hvilket formentlig skyldes at den yngler hurtigere, og at den også kan gå meget tæt i et produktionsmiljø – begge dele er naturligvis en fordel, hvis dyrene produceres kommercielt i store farme. Imidlertid er der i flere omgange udbrudt store sygdoms-epedemier blandt husfårekyllinger, sandsynligvis fremprovokeret af den intensive storproduktion. Det har skabt problemer i både Europa og USA, hvor det til tider har været umuligt at skaffe foderdyr nok. De primære ulemper ved at bruge husfårekyllinger er dels at de er meget aktive og hopper meget højt (og derved let slipper løs når der fodres), dels at de voksne hanner “pipper” temmelig genemtrængende. Husfårekyllingen er stadig meget udbredt som foderinsekt, men der er heldigvis andre (og bedre, synes vi) alternativer mht. fårekyllinger.
Denne artikel sammenligner de mest brugte fårekyllinge-arter. Læs evt. mere generelt om fårekyllinger.
Sort markfårekylling er den største af de her omtalte arter. Fordelen ved denne er, at den er forholdsvis “doven”, og derfor generelt er lettere at arbejde/fodre med. Desværre kan hannernes pippen være ekstremt kraftig, så de skal helst holdes uden for hørevidde, hvilket i praksis vil sige uden for hjemmets fire vægge! Den sorte markfårekylling er også berygtet for at lugte temmelig grimt, så alt i alt vil denne art sjældent være det bedste valg.
Steppefårekyllingen er marginalt mindre end den sorte markfårekylling, men er ligeledes langsom og rolig og nem at arbejde med. Steppe-fårekyllinger er, i modsætning til andre arter, ikke særlig larmende. På engelsk kaldes den ligefrem “the silent cricket” (den stille fårekylling), hvilket dog er en smule misvisende, for hannerne pipper stadig en smule – men altså slet ikke i samme omfang som de øvrige. Samtidig er denne art næsten lugtfri, forudsat naturligvis at at de passes efter forskrifterne – se mere om dette andetsteds på siden.
Opvejer man fordele og ulemper, er steppefårekyllingen det perfekte valg, set fra et forbrugersynspunkt. Derfor har vi også på InsektOrama valgt at koncentrere os om denne art.