Pasningsvejledning for Zophobas-larver aka kæmpe-melorme

/, Orm og larver/Pasningsvejledning for Zophobas-larver aka kæmpe-melorme

Pasningsvejledning for Zophobas-larver aka kæmpe-melorme

Zophobas-larver (kæmpe-melorme) er nemme at passe. Et par enkelte basale ting skal dog være på plads, og dem kan du læse om i denne Zophobas-pasningsvejledning.

Zophobas-larver er larver af billen Zophobas morio. Den naturlige udvikling er, at larverne vil forpuppe sig, når de er store nok, og derefter udvikle sig til store biller. Billerne er ikke egnede som foderdyr, så det er normalt ikke en ønskelig udvikling. Heldigvis forpupper larverne sig kun, hvis de finder et fredeligt og uforstyrret sted. De er nemlig bange for at blive ædt af de andre larver, når de som pupper er ude af stand til at forsvare sig. Det er rigtig smart, for det betyder i praksis, at larverne forbliver larver, hvis man bare sørger for at de går mange sammen, så de ofte kommer i berøring med andre larver. På den måde kan Zophobas-larver leve i op til et år, hvis de passes rigtigt. Lang holdbarhed forudsætter naturligvis, at det er sunde og relativt unge larver, du har fået hjem. Hvis du vil sikre dig, at den del er på plads, kan du med fordel købe Zophobas-larver hos InsektOrama, hvor der er kræset lidt ekstra om sundheden.

Zophobaslarvernes tørfoder og medie

Som primært foder bruges diverse gryn- og meltyper. Giv dem også gerne diverse brødrester og krummer. Desto mere varieret foderet er, desto bedre bliver Zophobas-larvernes foderværdi. Derudover bør man tilsætte et proteinrigt tørfoder som f.eks. InsektOramas økologiske tørfoder. Mel, gryn og tørfoder er desuden også det medie larverne kravler rundt i og gemmer sig i. Der må gerne være rigeligt, så der er plads til, at de kan grave sig ned. Zophobas-larver er dejligt store og nemme at tage op med fingre eller pincet. Hvis man har brug for at høste større mængder ad gangen, kan man vælge at bruge foder/medie, der først er kørt gennem en blender, kaffemølle eller lignende. Når mediet er pulveriseret, er det let at hælde medie og larver gennem en sigte. Mediet vil falde igennem, så kun Zophobas-larverne bliver tilbage.

Væskebehov

Zophobas-larver har brug for konstant adgang til væske. Man kan fodre med næsten al slags frugt og grønt, f.eks. skiver af kartofler, gulerødder, æbler osv. Mængden skal tilpasses antallet af larver, så det hele bliver spist i løbet af et døgns tid. Ellers risikerer man at det fordærver, eller at bananfluer får fodfæste. Smid eventuelt overskydende frugt/grønt ud, og erstat med nyt og friskt. Brug gerne økologiske varer, eller sørg for grundig rengøring og eventuel skrældning, så Zophobas-larverne ikke kommer i berøring med pesticider og andet skidt. Det er ikke sikkert larverne dør af det, men der er også risiko for at stofferne ophobes og videregives til dit hobbydyr. Som alternativ eller supplement til frugt og grønt, kan man også bruge vandkrystaller og beetle-jelly. Det er mere hygiejnisk, og der vil være færre problemer med mug, skimmel og bananfluer.

Temperatur

Zophobas-larver tåler IKKE kulde som f.eks. almindelige melorme. Man skal altså ikke stille dem i køleskabet. Det er heller ikke nødvendigt, da man som tidligere nævnt sagtens kan undgå at de forpupper sig, hvis bare de går mange sammen. De kræver minimum 15 grader, men stuetemperatur er optimalt til opbevaring.

Beholder til Zophobas-larver

Larverne kan ikke kravle på lodrette glatte flader, så enhver form for plastikspand, -kasse, akvarium eller lignende kan bruges. Zophobas-larver bliver op til 6 cm lange, og de kan “rejse sig op” ad siderne. Sørg derfor for, at der er mindst 10 cm fra mediet og op til kanten af beholderen. Det er nemmest at holde Zophobas-larver tørt, f.eks. ved at undlade låg. Hvis man vil bruge låg, skal der være god udluftning, enten i form af mange huller eller en form for net/gitter. Fugt medfører risiko for mug, skimmel og mider, og er den sikre vej til lugtgener.

2018-08-02T21:07:29+00:00